ungbold.dk
Don't Miss

Bravo: FC Nordsjælland viste deres høje niveau i Europa

Der må have været stille på banerne ved Farum omkring påske. For både U11, U12, U13, U15 og U17 deltog i store internationale turneringer.

Lad det bare være sagt med det samme. Resultaterne er ganske imponerende, selvom det ikke blev til en turneringssejr. Men med tre finaler og en semifinale, så må der være stolthed i det nord-sjællandske. FC Nordsjælland formåede i Europa, at vise deres store kvaliteter til at udvikle talenter. Det er ikke uden grund, at FC Nordsjælland har fået 4,5 stjerner af DBU for deres talentudviklingsmiljø, kun overgået af FCK.

Kort overblik:

U11 deltog i en turnering i Toscana. Holdet kom ikke videre til finalespillet, da de bl.a. tabte til et afrikansk hold, der mentalt og fysisk var 3-4 år ældre, og som senere vandt turneringen. Det er desværre et kendt fænomen for danske hold, at de ofte møder spillere fra andre lande, som reelt er langt ældre end den alderskategori, de spiller i.

U12 tabte i semifinalen 0-1 til Milan i turneringen Metropolitan Football Cup. Milan vandt turneringen. Milan er i øvrigt kendt for, at de i pausen skifter hele holdet.

U13 tabte i finalen 0-6 til svenske Brommapojkarna i MIC Cup, som er en meget prestigefyldt i Barcelona. FCN vandt bl.a. over Liverpool og Olympique Marseille i krydskampene.

U15 tabte finalen i straffesparkskonkurrence til japanske Sagantosu i Stefano Gusella Cup. Det blev desuden til sejre over Sampdoria og Bresica.

U17 tabte finalen 1-2 til IFK Goteborg i Torneo Mario Maggioni. I gruppen sluttede FCN foran hold som Atalanta og Genoa. Andreas Gülstorff blev kåret til turneringens bedste målmand og Jonas Lyshøj som turneringens bedste højre back.

Læs FC Nordsjællands egne referater fra turneringerne nedenfor, hvor der også er bemærkninger fra trænerne og ikke kun resultater. Bryg en kop kaffe til, det er god læsning, der tager lidt tid. Referaterne er hentet fra FC Nordsjællands hjemmeside og klippet sammen til et.

Udtagelser og vurderinger fra FC Nordsjælland

U/12 var i Milano for deltage i Metropolitan Football Cup
Der var 32 hold med i turneringen, Blandt andet Everton, Milan, Inter, Atalanta, West Ham, Brøndby, Sturm Graz, Brescia. Turnering blev spillet som 9-mandsfodbold (drengene spiller 8v8 til dagligt).

Drengene var kommet i pulje med U.S Pistoiese, Brescia, Este.

Kampene i puljen havde følgende resultater:

FCN – U.S Pistoiese 3-1
FCN – Brescia 2-1
FCN – Este 2-0

Da det kun var 1’eren I puljen som gik videre til kvartfinalen, var det derfor ret vigtigt at alle 3 kampe i puljen blev vundet – særligt fordi Brescia vandt deres første kamp 11-1 og derfor skulle der bruges 3 sejre.

I kvartfinalen ventede Atalanta, som er et af de absolut bedste akademier. De havde vundet alle deres kampe stort og var favoritter til at vinde turneringen.

De første 10 minutter af kampen startede rigtigt godt og drengene spillede noget af det bedste fodbold de har gjort i hele sæsonen, hvilket gjorde at de dominerede kampen og skabte en lang række chancer. Det rystede Atalanta en del og de begyndte at ændre deres spillestil, så de spillede mere direkte.

Derefter var kampen meget lige og begge hold havde deres muligheder. Kampen blev dog vundet 1-0 og drengene kæmpede det bedste de havde lært. Det var virkelig en toppræstation

I semifinalen bød på møde med AC Milan (de senere vindere). Kampen var tæt og der var generelt ikke mange chancer i kampen. Milan var dog det bedre hold i kampen og vandt fortjent 1-0 om end det var på marginalerne, da U/12-drengene bestemt også havde mulighederne for at score mål.

I kampen om tredjepladsen skulle var der engelsk modstand i form af West Ham. Her blev starten ikke god, men drengene fik kæmpet sig tilbage, og halvvejs inde i 1.halvleg begyndte de igen at dominere kampen fuldstændigt. I den periode blev der scoret til 1-0. Mod slutningen af kampen havde var der muligheder for at lukke den og West Ham havde også deres muligheder, men sejren blev fuld fortjent 1-0 og drengene kunne dermed glæde sig over en super flot 3.plads.

Generelt om indsatsen fra trænergruppen:

Det var en fornøjelse at se drengene spille internationale kampe, hvor vi var i stand til at fastholde principperne i vores spillestil igennem hele turneringen. Vi var et af de hold i turneringen, som havde færrest spillere med, men drengene viste kæmpe moral og arbejdede fantastisk fra start til slut.  I den slags turneringer handler det om, at have marginaler på sin side. Via af vores gå på mod og fremadrettet spil, så lykkedes det os at komme langt i turneringen, hvilket var fuldt fortjent. Alt i alt var det en meget flot indsats af drengene og nu ser vi frem til at fastholde niveauet på dansk grund, samt til de udenlandske turneringer, der venter lige rundt om hjørnet. Det var ligeledes fantastisk at se drengenes gode opførsel på turen og vi har helt sikkert skabt et positivt billede af FCN som klub dernede, hvilket er mindst ligeså vigtigt.

U/13 deltog i prestigefyldt turnering
Første gang var U/13 drengene med i den meget prestigefyldte MIC Cup, som spilles i Spanien. Turneringen er kendt i hele Europa på ungdomssiden, da turneringen tiltrækker hold fra hele verden og mange af de største klubber i verden.

U13 rækken deltog bla: Atletico Madrid, Lyon, Marseille, Liverpool, New York og Huston Dynamo. I puljen var holdet kommet i pulje med: Macabi Haifa, CE Sabadell, Team ISL

FCN-Macabi Haifa 12-1
FCN-CE Sabadell 4-2
FCN-Team ISL 1-1

Kampene i puljen bar præg af at holdet grundlæggende var det bedre hold. De dominerede stort i alle kampene og gik sikkert videre fra puljen.

I 1/8 dels finalen skulle holdet spiller i mod Liverpool. Efter en lidt nervøs start kom FCN-drengene bedre med. Kampen var utroligt intensiv og der blev spillet meget fremadrettet langs jorden for begge hold. Særligt når drengene havde succes med at spille forbi Liverpool forreste pres var der gode muligheder. Stillingen ved pausen var 1-1

I anden halvleg havde FCN-drengene bedre kontrol over kampen og det tvang Liverpool drengene længere tilbage på banen. Stik i mod spil og chancer scorede Liverpool efter en standard situation, men drengene holdte modet oppe og fik udlignet i slutminutter til 2-2. Derefter var det direkte videre til straffesparkskonkurrence. Her var FCN-skytterne sikkerheden selv og da FCN-keeperen ligeledes tog godt for sig inde i målet endte det med en overbevisende sejr på 6-3 efter straffe.

I kvartfinalen skulle drengene møde Olympique Marseille. Drengene spillede op til deres absolut bedste og leverede sæsonens bedste indsats. Holdet var foran 3-0 og i anden halvleg blev gaspedalen ikke sluppet. Det endte med en meget imponerende 5-0 sejr.

I semifinalen skulle holdet spille i mod UE Llagostera som havde imponeret stort i turneringen. Kampen var hele vejen igennem en stillingskrig, hvor der ikke blev efterladt meget plads til det boldbesiddende hold. Kampen var meget jævnbyrdig og endte 1-1 efter en sen udligning til Llagostera. I straffesparkskonkurrencen, viste holdet endnu engang mental styrke og FCN keeperen Lucas Martin tog godt fra i FCN målet. Slutresultatet blev 4-3 til FCN

I finalen ventede svenske Brommapojkarna som havde vundet de fleste af deres kampe i turneringen overlegent og slået navnkundige klubber som Atletico Madrid og Lyon ud. Drengene fik en skidt start mod de fysisk meget overlegne svenskere og var bagud 3-0 efter blot 14 minutter. Drengene havde generelt en overvægt i boldbesiddelsen, men kunne ikke spille sig ud af det hårde pres, som svenskerne dygtigt lagde på drengene. Desværre fortsatte dette billede hele kampen og svenskerne endte med en overlegen 6-0 sejr i mod de trætte FCN drenge.

Generelt om indsatsen fra trænergruppen:
Drengene spillede en virkelig flot turnering. Drengene mødte igennem turneringen mange hold, som var langt stærkere fysisk, men med højt teknisk niveau og god spilintelligens lykkedes det, at vinde størstedelen af kampene. Finalen var en ærgerlig afslutning på turneringen, hvor drengene ellers leverede rigtigt flot. Turneringen er meget anerkendt i hele Europa og at slutte foran nogle de bedste akademier i Europa i sådan en turnering er en stærk bedrift. Drengene udviste ligeledes en stærk styrke mentalt, hvor de i flere af de tætte kampe trak det længste strå.

U15 var i Torino for at deltage i Stefano Gusella turneringen
Her var det også første bekendtskab med turneringen i Italien. Det var tiende gang at turneringen skulle afholdes, og der spilles på 11 forskellige spillesteder i Torino.

Turneringen er de senere år blevet vundet af: Genoa, Espanyol, Roma og Atalanta. Der var 24 hold fordelt i 4 grupper, hvor 1’eren gik direkte videre til semifinalen.

Drengene var kommet i pulje med: Sampdoria, Ticino, Hesperia, Chisola, Mercadante.

Resultaterne i puljen:
FCN-Mercadante 7-0
FCN-Chisola 3-0
FCN-Hesperia 7-1
FCN-Ticino 0-1
FCN-Sampdoria 1-0

I puljen var der et par bløde kampe, hvor drengene generelt var dygtige til selv at sætte overliggeren for deres egen præstation. De indledende kampe blev vundet i sikker stil og efter et enkelt nederlag i mod Ticino, skulle drengene spille en puljefinale i mod Sampdoria, hvor den skulle vindes for, at gå videre fra puljen.

Drengene spillede en super kamp, hvor de dominerede i store perioder af kampen i mod et godt Sampdoria hold. Det resulterede i en fuld fortjent 1-0 sejr, som sagtens kunne være blevet større.

I semifinalen mødte drengene Bresica, som ligger nummer 2 i deres italienske række. Holdets pres var rigtigt godt og de havde svært ved at spille sig ud af det, ligeledes skabte holdet en række store chancer, hvor en enkelt af dem blev udnyttet. I starten af 2.halvleg udlignede Brescia, men drengene viste god moral og scorede efter en standard situation, hvilket viste sig at være kampens afgørende scoring.

I finalen skulle drengene møde Sagantosu fra Japan, som havde slået Juventus ud i deres semifinale. Til kampen var der fyldt godt ud på tilskuerpladserne og størstedelen af disse heppede på japanerne. Kampbilledet var primært med FCN på bolden overfor et afventende japansk pres. Kampen var en meget låst affære, med enkelte chancer i begge ender. Japanerne kom foran i midten af første halvleg. Efter nogle gode justeringer i pausen, fik FCN spillet sig frem til en række afslutninger og den ene af dem udløste en scoring. Efter 1-1 i den ordinære spilletid gik kampen direkte videre til straffesparkskonkurrence. FCN målmand Gustav Ullits reddede det første spark og efter 3 spark til hvert hold tegnede det lovende. Men efter et par afbrændere fra FCN drengene og et par sikre scoringer fra Sagantosu endte det med at japanerne trak det længste stå og vandt 6-5.

Generelt om indsatsen fra trænergruppen:
Holdet spillede generelt en rigtig god turnering, hvor vi var i stor kontrol spillemæssigt i stort set alle kampene. Variationen i vores opbygning af spillet drillede de fleste hold vi mødte og på den måde var vi i stand til at være dominerende i alle kampene. Drengene viste sig meget mentalt stærke i de afgørende situationer og særligt i de sidste tre kampe, var det nogle rigtigt gode kampe for drengene, som de kan tage med videre i deres udvikling. Hele truppen bidrog godt til de gode præstationer og indsatsen tegner lovende for den resterende del af sæsonen.U/11 deltog i turnering i Toscana
Ét af Europas stærkeste U/11 turneringer, med deltagelse af blandt andre Juventus, Milan, Inter, Roma, Fiorentina, Atalanta, Parma, Empoli, PSG, Manchester City, Liverpool, Chelsea, Ajax var nogle af de hold som deltog i turneringen sammen med U/11-drengene.Optakten til turneringen blev desværre præget af flere skader lige op til turneringen, hvorfor holdet ikke var i stand til at stille med mere end én udskifter til kampene.Første kamp var mod de senere vindere fra Senegal ved navn CF Afrique International som vi fysisk og mentalt slet ikke var klar til. De var fysisk 3-4 år ældre end vores drenge, hvilket hæmmede drengene. Derefter stod den på én af turnerings favoritterne fra Empoli og her blev det spillet rigtig godt i lange perioder og førte også 2-1 til få minutter før tid, men desværre udlignede de til 2-2. Sidste gruppe kamp var mod napolitanske Capua. Gennem hele kampen var drengene dem som tog initiativ og de dominerende, men havde svært ved at åbne italienernes massive defensiv, og på trods af et massivt overtag, måtte drengene gå fra banen med et nederlag på 0-1.

Efter gruppespillet mødte spillede drengene mod flere italienske hold samt Tokyo i slutspillet og vandt alle kampene. Desværre kom vi ikke videre fra gruppespillet.Generelt om indsatsten fra trænergruppen:Det var en sindssygt lærerig tur for vores drenge. Turen har givet noget mental ballast samt spiltempoet som er på et langt højere niveau end herhjemme, selv for hold i de nedre spil. Derudover fik vi lov at møde Capua som kunne alle trickene vi ser i TV, så vi tager en masse læring med hjem.

T+ træner Alexander Riget udtaler om drengenes præstationer:

’Vi har haft næsten alle vores akademi hold afsted i påsken og over en bred kam er der blevet leveret rigtigt flot. Det er meget positivt at se, at vi kan levere stærke præstationer i mod top-akademier i Europa. Det er et tegn på at det arbejde vi laver i dagligdagen, gør at drengene udvikler sig flot, både individuelt og som hold.’

’Det er tydeligt at se at vi igennem de senere år, har hævet vores niveau og nu kan have forhåbninger om at deltage i de afgørende kampe i disse top turneringer. Alle de hold som har været afsted har vist en stærk karakter og formået at fastholde klubbens spillestil i kampe mod dygtige hold, det er ekstremt positivt. Ligeledes har det været dejligt at opleve de positive tilkendegivelser, som vi fået fra turneringsledelser, tilskuere og modstander hold. Nu er det tilbage på træningsbanen, hvor vi skal arbejde videre, med en endnu større indsigt i hvilke parametre vi kan dygtiggøre os på.’

U/17 var i Italien for at deltage i Torneo Mario Maggioni, som foregik i Borgaro, forstad til Torino i Italien.

Det er 40 tyvende gang den afholdes og har deltagelse af de bedste italienske hold –  Juventus, Fiorentina, Torino, Atalanta, Genoa – samt en lille håndfuld udenlandske hold bl.a. Dynamo Kiev. Turneringen bliver afholdt over 4 dage med én kamp om dagen.

Drengene var i pulje med Genoa, Atalanta og Borgaro.

Det lykkedes drengene at videre fra gruppen på en bedre målscore end Atalanta. Gruppen var enormt tæt med mange uafgjorte kampe, hvilket gjorde at en sejr i sidste kamp var nødvendig, men også gerne med mere end et mål. Det lykkedes med en flot 4-1 sejr, hvor holdet på 15 minutter i 2. halvleg lavede 3 mål.

Kampene foregik alle sammen på stadionbanen hvor der var rigtig god stemning om alle kampene. Hele turneringen var enormt kompetitiv og meget klassisk italiensk med det fysiske spil i højsædet. Der blev virkelig gået til den i kampene og holdet havde mulighed for at se de andre gruppekampe, hvor billedet var helt det samme.

Spillerne klarede dette ekstremt flot, da banen besværliggjorde at spille vores spil hjemmefra i mange situationer. Derfor skulle der forsvares og fightes noget mere end derhjemme.

Andreas Gülstorff blev kåret til turneringens bedste målmand og Jonas Lyshøj som turneringens bedste højre back, men der var også mange andre gode præstationer fra alle spillere på turen.

Gruppekampe:
FCN-Genoa 1-1, mål: Andreas Bredahl
FCN-Atalanta 0-0
FCN-Borgaro 4-1, mål: Noah Crone x2, Andreas Bredahl og Jonas Lyshøj

Semifinale:
FCN-Dynamo Kiev 1-1, mål: Andreas Bredahl
Vinder 4-3 på straffe

Finale:
FCN-IFK Göteborg 1-2, mål: Noah Crone

Cheftræner Johannes Hoff havde følgende at sige efter turneringen.

“Turneringen i Italien var på mange områder en rigtig god oplevelse for hele gruppen. Vi spillede kampe af en fysisk karakter som vi aldrig oplever herhjemme og blev testet på vores mentale styrke. På de to parametre klarede drengene det rigtig flot og viste karakterstyrke. I første kamp kommer vi hurtigt bagud men kommer flot tilbage. Og i straffesparkskonkurrencen mod Dynamo Kiev er vi bagud, men ender med at vinde.”

“Turneringer i Italien er ofte meget anderledes end hvad vi ellers oplever i Europa. Resultatet er det altoverskyggende og det spillemæssige er blot sekundært. I dagligdagen arbejder vi sjældent udelukkende med det at vinde, mens det i en turnering i Italien virkelig bliver fremhævet. Miljøet og stemningen omkring kampene er enormt kompetitivt og det er ret spændende for både spillere og trænere at prøve at opleve.”

“Når vi evaluerer sådan en tur her, så er jeg overbevist om, at spillere og trænere tager vigtig erfaring med sig videre. Vi har oplevet hinanden i et helt anderledes miljø og både spillemæssigt og resultatmæssigt klaret det rigtig flot. Der er enormt meget at bygge videre på, og denne gruppe af spillere er ekstremt orienteret på nye udfordringer. Det giver en kæmpe motivation for at arbejde videre og der venter alle omkring holdet et rigtigt spænende forår. Og denne oplevelse var forhåbentlig bare startskudet.”

U

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *