EfB: fem ungdomsspillere fra akademiet skal træne med S-truppen

Esbjerg fik bronze i år i Superligaen, men klubben har ikke glemt, at der skal udvikles flere spillere til de kommende sæsoner. En på 16 og fire på 17 år, skal starte op med at træne med de aller bedste.

Der er tale om de to 17-årige offensivspillere Mads Zaar og Marcus Hansen, den 16-årige centrale midtbanespiller Andreas Lausen samt de to backer Patrick Tjørnelund og Denis Catovic, begge 17 år.

A+- og assistenttræner Lars Vind glæder sig sammen med resten af trænerteamet til at følge de unge talenter i de kommende uger.

– Alle fem spillere fra EfB Akademi ser vi et stort potentiale i, og de har hver især nogle spidskompetencer, som vi håber og tror på med tiden kan bringes i spil på Superliga-holdet, men i første omgang handler det om, at de skal suge erfaring til sig gennem træningerne.

– De har alle taget store skridt i den rigtige retning i de seneste måneder, og får nu muligheden for at blive matchet på højeste niveau i opstartsfasen. Det er meget lærerigt for drengene, da de på egen krop kommer til at mærke, hvad der kræves for at nå toppen i dansk fodbold, og det kan de bruge fremadrettet til yderligere udvikling, fortæller han.

Kilde efb.dk

Fem spillere fra samme årgang op i Superliga-truppen

AaB er dygtige til talentudvikling. Men det er sjældent, at man kan rykke fem spillere op i Superliga-truppen fra samme årgang, herunder to brødre.

I den kommende trup vil 17 ud af 24 have spillet ungdomsfodbold i AaB. Ganske imponerende og det må siges at være i modstrid med årets DBU-stjernevurdering, hvor AaB var på en 12. plads og dermed næstdårligst af Liga-klubberne.

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler til Aab.dk:

– Det er en absolut sjældenhed, hvis ikke minimum én spiller fra hver årgang formår at avancere til vores Superligatrup, men det er nogle år siden, at vi senest har haft så mange fra samme årgang, der byder sig til.

– Jeg kan i den forbindelse kun rose vores trænere og ledere i AaB talent for deres dygtige arbejde, ligesom samarbejdet med vores flere end 120 partnerklubber er uvurderligt, siger Allan Gaarde.

AaB’s talentchef Anders Damgaard sætter disse ord på de fem talenter til Aab.dk:

Lukas Klitten #15, 18 år, 29 U-landskampe og tre mål, fire officielle kampe for AaB, kontrakt indtil 30. juni 2021, oprindeligt fra Skalborg Sportsklub og Aalborg Freja. Boldsikker og meget dynamisk venstreforsvarer. Hans store force er gennembrudsspillet offensivt.



Oliver Klitten #20, 18 år, 15 U-landskampe og to mål, tre officielle kampe for AaB, kontrakt indtil 30. juni 2021, oprindeligt fra Skalborg Sportsklub og Aalborg Freja. Teknisk dygtig højrebenet kant/angriber. Kan spille i begge sider. Meget chanceskabende og gennembrudshidsig.



Søren Tengstedt #27, 18 år, kontrakt indtil 30. juni 2020, oprindeligt fra Nibe Boldklub og Aalborg Freja. Venstrebenet kant/angriber. Teknisk stærk med gode driblinger og et godt spark.


Mikkel Kaufmann #29, 18 år, 19 U-landskampe og fem mål, ni officielle kampe og et mål for AaB, kontrakt indtil 30. juni 2023, oprindeligt fra Hjørring I.F. Talentfuld og stærk angriber med målnæse. Fysisk meget stærk og med et godt spark.


Anders Bærtelsen #34, 19 år, 30 U-landskampe og to mål, én officiel kamp for AaB, kontrakt indtil 30. juni 2021, oprindeligt fra Støvring I.F.
Midterforsvarer med fornemt blik for spillet. Anfører for U/19 Ligaholdet.


AaB og cheftræner Jacob Friis indleder forberedelserne til den nye sæson onsdag den 19. juni.

Kilde: Aab.dk